Instagram har fået godt tag i danskere, og 56 % af alle personer mellem 16 og 74 år har i dag en profil, som de bruger aktivt til at dele indhold og søge inspiration, viden og meninger. Det viser tal fra Danmarks Statistik. På ’Familiematematik’, ’loneanesen_matematik’ og ’talformerogfarver’ bliver der jævnligt – og på mediets præmisser med flere billeder eller video - delt ud af matematisk viden, erfaringer og brugbare opgaver. Mød herunder kvinderne bag de tre profiler i en kort Q&A.
Familiematematik, 947 følgere v. Anne-Christine Weber
Hvornår og hvorfor oprettede du din profil?
Jeg har en anden profil, som er mere henvendt til lærere. Men for to år siden oprettede jeg også denne. Jeg synes, der manglede noget henvendt til forældre om, hvordan de kan støtte deres børn, og hvordan de nemt kan inddrage matematikken i hverdagen.
Hvad optager dig for øjeblikket?
Jeg er meget optaget af, hvordan forældre kan hjælpe deres børn med matematik – særligt i forhold til fagets udvikling, da faget har forandret sig meget, siden de selv gik i skole. Det er spændende at se på både de forældre, der synes, det er lidt svært at hjælpe, men også de forældre, der har nemt ved det. Derudover er jeg meget optaget af, hvordan forældrenes opfattelse og holdning til matematik kan påvirke deres børns holdning til faget.
Hvilke andre profiler kan du anbefale?
Der er mange spændende profiler at blive inspireret af, og jeg har lyst til at sige “ingen nævnt ingen glemt”. Men lige i øjeblikket er det måske særligt: @Growintomath - gode ideer til matematik aktiviteter med mindre børn. @Howie_hua - har virkelig gode udfordringer, hvor fokus er på processen, og kommer med gode løsningsstrategier og forklaringer.
- 56 % af alle danskere mellem 16 og 74 år er ifølge Danmarks Statistik aktive på Instagram
- Instagram er det næststørste danske sociale medie
- Der er mere end 30 profiler på Instagram, som udelukkende skriver om matematik
Loneanesen_matematik, 1.725 følgere v. Lone Anesen
Hvornår og hvorfor oprettede du din profil?
Jeg kom i gang for cirka fem år siden, fordi min redaktør på Format-bøgerne anbefalede mig at dele ud af min viden på Instagram. Jeg poster nu fast to gange om ugen fra min undervisning, og det fungerer supergodt for mig, fordi det får mig til aktivt at teste mine ideer af og dokumentere det. Jeg går meget op i, at vise levende billeder af elever, der er aktive, i bevægelse og som arbejder undersøgende med matematik frem for kun at sidde foran en bog. Det styrker også forældresamarbejdet, da mine elevers forældre følger meget med.
Hvad optager dig for øjeblikket?
Jeg er meget optaget af at vise eleverne, at matematikken findes i virkeligheden, og at gribe ting fra deres hverdag. For eksempel hvis en elev en dag kommer og har bestået en 200 meter svømmeprøve, så deler jeg, hvordan vi måler en bane op på 25 meter, som vi ganger op og for eksempel går eller løber, mens vi tager tid. Vi undersøger det sammen.
Hvilke andre profiler kan du anbefale?
Jeg bruger ikke selv så meget tid på platformen, så det vil jeg lade, de andre svare på.
Talformerogfarver, 1.160 følgere v. anonym skolelærer
Hvornår og hvorfor oprettede du din profil?
Det gjorde jeg for ca. syv år siden, fordi jeg havde lyst til at dele ud af mine erfaringer og nysgerrighed ved matematikken. Det var også vigtigt for mig at adskille de profiler, som jeg følger i forhold til arbejde, og de profiler som jeg har en mere privat forbindelse med.
Hvad optager dig for øjeblikket?
Der er flere forskellige ting, som optager mig ift. matematikundervisning, men jeg har en særlig interesse i ræsonnement og tankegangskompetencen.
Hvilke andre profiler kan du anbefale?
Jeg følger utrolig mange profiler dagligt på Instagram og bliver inspireret i mange retninger For blot at nævne et par stykker af dem: @nogetmedskole, @gomat, @mindsteogmellemste og @laermatematik.dk Derudover vil jeg nævne @pernillehebsgaard, som skriver om autisme og @Anette_prehn, som skriver om hjerne, og hvordan den kan blive en medspiller.
Gratis magasin
Vild med matematik #7
Du kan bestille den nyeste udgave af vores gratis magasin Vild med matematik. Det er fyldt med viden og inspiration – lige til at bruge i din undervisning.