Gå til hovedindhold

Dine elever er aldrig det samme sted

Lad være med at tro, at alle dine elever kan nå samme faglige niveau i matematik. Brug i stedet dine kræfter på at lave opgaver og aktiviteter, som alle elever kan arbejde med – ud fra det faglige niveau de er på. På den måde lærer flest mest muligt, siger professor Jo Boaler.

Jo Boaler: header grafik

Hun er en af verdens førende matematikdidaktikere, og hun har et klart budskab, når det kommer til undervisningsdifferentiering. Jo Boaler tror ganske enkelt ikke på, at man skal forsøge at få alle elever til at nå det samme faglige niveau.  

”Når jeg underviser, arbejder jeg aldrig ud fra, at mine elever er det samme sted rent fagligt. Det må man simpelthen bare anerkende som en præmis for al undervisning,” fastslår Jo Boaler.  

Som professor på Stanford University i Californien uddanner hun kommende matematiklærere, men en del af hendes omfattende forskning tager også udgangspunkt i undervisning, hvor hun selv er lærer.  

Flere somre har hun arrangeret camps med koncentreret undervisning for børn i grundskolealderen med forskellig faglig- og socioøkonomisk baggrund.

Luk
Vild med matematik

Hun er professor på Stanford University – og hun er slet ikke i tvivl: Lærere har verdens vigtigste job!

Budskabet kommer fra Jo Boaler – en af verdens førende didaktikere i matematik. Her kan du høre Jo Boaler fortælle meget mere om, hvordan man kan skabe et klasserum, hvor alle elever har mod på lære noget – men også mod på at fejle.

Hør hele afsnittet

VMM logo

Flere elever – flere perspektiver 
På de forskellige camps har Jo Boaler oplevet, hvor store forskelle der er på børns niveau i matematik – men også at deres tilgang til de konkrete opgaver og aktiviteter er meget forskellig.

”Ikke to børn er ens, og det er vigtigt, at man bruger den forskellighed i undervisningen,” siger Jo Boaler.

Ifølge professoren er det for eksempel altid vigtigt, at flere elever forklarer, hvordan de er kommet frem til et facit. For eleverne bruger meget ofte ikke de samme matematiske metoder, og det giver eleverne et nyt perspektiv på faget, når de lytter til andre elevers forklaringer.

I Jo Boalers tilgang til undervisningen er der derfor hele tiden fokus på, at eleverne er i dialog med hinanden. Og den ene elevs måde at løse en opgave på, kan være lige så god som en andens elev. Det vigtigste er, at de kan sætte ord på deres valg undervejs.

Man skal først og fremmest lytte 
Spørgsmålet er, hvordan tilrettelægger man så bedst en differentieret undervisning som den, Jo Boaler mener, er bedst for alle elever?  

Ifølge professoren skal man ikke arbejde med mange, korte opgaver, hvor der kun er vej til facit. I stedet skal man bruge opgaver og aktiviteter, eleverne kan tilgå ud fra deres forskellige niveau i matematik.

”Opgaverne skal have en lav indgangsvinkel – så alle kan være med – men de skal også have højt til loftet, rent fagligt. De skal altså også kunne udfordre alle elever,” siger Jo Boaler.  

Hun siger ikke, at det er let at forberede den slags undervisning – faktisk er hun sikker på, at lærergerningen er et af de sværeste fag.  

”Det er kompliceret at undervise, og hvis du skal være en god lærer, skal du være virkelig dygtig til at tænke dig om,” siger Jo Boaler.

For med elever, der aldrig er på samme faglige niveau, og har forskellige tilgange til matematikken, er man konstant udfordret. Både når man tilrettelægger undervisningen, og når man svarer på elevernes spørgsmål.

”I bund og grund handler det at være lærer ikke om at forklare ting grundigt. Det handler om at lytte til eleverne og forstå, hvad det er de tænker. Det er svært – men jo mere man gør lige netop det – jo bedre en lærer bliver man,” slutter Jo Boaler.  

Blå bog

Jo Boaler, portræt
Jo Boaler

Hun er født i England, og er professor på Stanford University. Hun har gennemført flere forskningsprojekter om matematikundervisning og udgivet flere fagbøger. Hun er desuden en af hovedarkitekterne bag de overordnede rammer for matematikundervisningen på offentlige skoler i Californien. Jo Boaler holder oplæg om matematik over hele verden. Alinea mødte hende, da hun besøgte Danmark i januar 2025.

Kampagnebanner
1.-3. klasse

Klar, Parat, Tænk 1, 2 og 3

Klar, Parat, Tænk er delt op i tre bøger på tre niveauer og bygger på et udtræk af de vigtigste elementer fra forskningen omkring Det Tænkende Klasserum. Hver bog indeholder 30 opgaver og en beskrivelse af, hvordan du kommer godt i gang.