Jeg får flashback og lidt svedige håndflader. Erindringen om min matematikundervisning i folkeskolen er pludselig tilbage. Jeg kunne godt lægge to og to sammen, men når det blev for abstrakt, forsvandt meningen. Mon det er den følelse – og den frustration – jeg nu skal genopleve?
Jeg står foran TEK-bygningen på Syddansk Universitet, som bag sit arkitektoniske, smukke ydre med bobler på facaden gemmer på ingeniørstuderende og forskere. Om lidt skal jeg prøve en simulation, der viser, hvordan det er at være talblind. Mon jeg selv er det?
Anerkendt af eksperter
Simulationen er skabt af Jacob Frølund Davis, Johan Kørvel Sørensen, Nina Genster og Simone Lindhøj Rasmussen, og den er resultatet af et fælles bachelorprojekt på uddannelsen for Spiludvikling og læringsteknologi. Et projekt som gruppen har fået mængder af ros og anerkendelse for fra førende eksperter og undervisere i talblindhed.
”Det har været vildt at opleve interessen for vores bachelorprojekt. Mange har gerne ville læse opgaven og trippet for at prøve simulationen. Der er sågar nogle, som gerne vil bruge den i deres forskning,” siger Johan Kørvel Sørensen.
Men hvad er det så, at den kan?
”Simulationen er henvendt til lærere og lærerstuderende, og er designet til at skabe indsigt og forståelse. Målet er, at eksperter kan bruge den som et værktøj, når de underviser i talblindhed,” forklarer Nina Genster og understreger, at simulationen ikke kan stå alene:
”Den skal bæres ud af eksperter inden for området, som kan validere det oplevede. Ikke af os.”
Plejer eksisterer ikke
Det er i det hele taget en ydmyg gruppe af studerende, jeg sidder overfor. De vil ikke sige, at de har skabt noget nyt, og de er særdeles bevidste om, at deres forskning kun er et første spadestik. Men det, som de har skabt virker. I så fald på mig.
Klokken ringer til time, og simulationens matematiklærerstemme fortæller nu, at jeg skal skrive, hvad klokken er. Det kan jeg næsten ikke. For der er snydt med uret, og tallene står ikke, hvor de plejer. Jeg må knibe øjnene sammen og koncentrere mig ekstra, inden det er videre til næste opgave. Rækker af tal skal lægges sammen. De hopper og danser. Lægger sig ind over hinanden, og kun ved hjælp af en kodet lineal kan jeg isolere et enkelt tal ad gangen. Alligevel går det ikke særligt godt, og jeg får fejl gang på gang – og det er ikke svære regnestykker! Min frustration stiger, jeg føler mig dum, dummere, dummest. Hvorfor virker det ikke?
Forsker i matematikvanskeligheder Pernille Bødtker Sunde fra VIA University College i Aarhus har fulgt de fire studerende fra SDU lige fra start.
”Allerede efter gruppens første demonstration kunne jeg se, at de havde fat i noget interessant. Den adfærd, som deres testpersoner udviste svarer til den adfærd, vi ser hos elever med matematikvanskeligheder, hvor man typisk bliver let aggressiv, fjollet og afvisende over for undervisningen, når det bliver for svært,” fortæller Pernille Bødtker Sunde.
Herefter fulgte hun gruppen intenst, og hun var med, da gruppen testede deres endelige prototype blandt lærerstuderende.
”Det var tydeligt at se, at de studerende fik en stor ahaoplevelse ved at være i en andens sted, hvor de ikke kunne matematikken – og de gik straks i gang med at diskutere og reflektere over deres egen matematikundervisning,” siger hun.
Selv oplevede hun også, at simulationen gjorde hende forvirret og usikker på egne evner:
”Det var ret rystende at opleve. Men simulationen er genialt tænkt af de fire studerende, og det viser virkelig noget om styrken i tværprofessionelle samarbejder inden for forskning og udvikling.”
I dag bruger Pernille Bødtker Sunde simulationen i VIA-regi til et mindre internt projekt, men planen er større på sigt. Hun søger nemlig fondsmidler til en undersøgelse, hvor hun vil interviewe matematiklærere om deres undervisningspraksis før og efter, de har afprøvet simulationen, og på den baggrund skal der laves et større oplysningsmateriale om talblindhed, så lærerne får noget konkret at arbejde med.
”Mit håb er, at når det er afprøvet, så kan vi få udbredt simulationen og gjort den alment tilgængelig for alle,” slutter hun.
Det viser sig, at det er den kodede lommeregner, som er indbygget i simulationen, der snyder mig. Her skal jeg lægge sammen, trække fra, gange og dividere, men hver gang, jeg ser ned, har tallene byttet pladser. Er det sådan, det er at være talblind?
”Mange talblinde har typisk svært ved at se og forstå talrækken. Tallene hopper og danser ikke for dem, men med vores test fremprovokerer vi følelsen af dyskalkuli og simulerer, hvor meget ekstra energi det kræver,” forklarer Jacob Frølund Davis, og Simone Lindhøj Rasmussen supplerer:
”I vores arbejde med prototypen kunne vi se, at nogle talblinde ser på en lommeregner, som var det første gang, hver gang de skal bruge den. Så man forstår godt, at en matematiktime kan føles uendelig lang og svær.”
Læring på egen krop
Det var lidt tilfældigt, at gruppen endte med talblindhed som omdrejningspunkt for deres bachelorprojekt – og så alligevel ikke.
”Jeg er ordblind, og der findes mange ressourcer, som kan hjælpe mig. Sådan er det ikke for talblinde,” fortæller Johan Kørvel Sørensen.
”Vi kunne se, at området var ret underbelyst, og det motiverede os meget, at vi med vores viden om spildesign og læringsteknologi måske kunne gøre noget,” siger Simone Lindhøj Rasmussen.
Som det første etablerede gruppen kontakt til forskere, undervisere og talblinde for at høre om deres erfaringer. De læste artikler og forskning på området, og fandt dokumenter, som beskrev, hvordan man måske ville kunne digitalteste børn for dyskalkuli. Undersøgte simulationer for ordblinde for at se, hvordan det var løst, og så begyndte de ellers at kode.
Første forsøg gik ud på at lave huskeregler til talblinde elever med ti’ere, men efter dialoger med ekspert i undersøgende matematik Pernille Pind, forsker i matematikvanskeligheder Pernille Bødtker Sunde og voksenunderviser i talblindhed Bibbi Visby skiftede de kurs. Fokus skulle være på at sprede bevidsthed om dyskalkuli.
”Vi har ikke fundet på noget, som eksperterne ikke kendte til på forhånd, men ved at lave en simulation, så har vi fjernet normalen for dem, som prøver vores prototype, og det gør en forskel, når man skal forstå og lære noget nyt,” siger Jacob Frølund Davis og forklarer, at udformningen af simulationen bl.a. bygger på teoretikeren David A. Kolbs betragtninger, om at læring bedst opnås gennem opdagelse og erfaringer på egen krop.
”Det er vores håb, at simulationen kan hjælpe matematiklærere til at få mere tålmodighed med deres talblinde elever, og få dem til at overveje alternative metoder til undervisningen i stedet for at sige, at eleverne blot skal prøve lidt hårdere,” fortæller Jacob Frølund Davis.
15 lange minutter
Selve simulationen, som jeg blev udsat for, tog blot 15 minutter. Men det var 15 meget lange minutter, som gav mig et indblik i, hvordan det er ikke at kunne læse klokken eller huske, hvordan omkredsen af en cirkel regnes ud.
Jeg er ikke talblind. Det ved jeg nu. I stedet har jeg lært, hvilke indikatorer man bl.a. skal se efter, når man mistænker, at et barn lider af dyskalkuli; at det er talrækkerne, den er gal med, og at mange talblinde elever ofte tæller prikker på en terning og tæller på fingre for at prøve at forstå. Simpelthen fordi de oplever at skulle at starte forfra. Igen og igen.
Gruppen på SDU er i dag videre på kandidatuddannelsen som civilingeniør. De arbejder stadig sammen, og er i fuld gang med andre spændende projekter og forsøg.
”Det er lidt frustrerende, at vi ikke kan sætte et år af til at arbejde videre med vores simulation, og udvikle den yderligere,” siger Johan Kørvel Sørensen.
Til gengæld er gruppen mere end glade for, at Pernille Bødtker Sunde fra VIA University College i Aarhus allerede er i gang med at bruge deres simulator.
”Det er såååå fedt,” siger de i kor.
Gratis magasin
Vild med matematik #7
Magasinet er et gratis tilbud til matematiklærere i grundskolen med inspiration og værktøjer til at støtte elever med matematikvanskeligheder. Her finder du blandt andet metoder til at skabe tryghed i undervisningen og brug af teknologi i matematikklassen.
