I Det tænkende klasserum finder eleverne selv sammenhængen

Hvordan kan en undervisningstime med Det tænkende klasserum se ud?
At inddele elever i tilfældige grupper er et essentielt princip i Det tænkende klasserum, så her vil jeg altid starte. Herefter stiller jeg eleverne en opgave. Det kunne være: I skal lave fem regnestykker, der giver summen 3, 3, 3, 3 og 24. I må bruge subtraktion to gange og de tre andre regningsarter en gang. 

Der er ikke ét svar på, hvordan man går til denne opgave, og det er hele pointen. Det betyder, at alle grupper kommer med vidt forskellige løsninger på, hvordan man kan nå frem til fx tallet 24.  

Når eleverne har arbejdet sig frem til løsninger i deres grupper, kommer endnu et godt princip i spil. Én gruppe fremlægger en anden gruppes arbejde. Det medvirker til større refleksion om den proces, eleverne netop har været i.

Hvordan guider du eleverne i denne proces?
Jeg spørger eleverne, om de kan se nogen sammenhænge i det, de arbejder med. I eksemplet med regningsarter ville jeg spørge eleverne, hvilken sammenhæng de ser, når de lægger noget til og trækker noget fra. Jeg prøver at visualisere for eleverne, at uanset om det er 5000 eller 5, de lægger til, så sker de samme mønstre, når de trækker det fra igen.  

Det lyder banalt. Selvom de fleste elever ved det, er det faktisk de færreste, der har sat det i system på et højere plan. Mange elever har blot lært at kopiere lærerens fremgangsmåde, når de skal løse en opgave.

Hvilke udfordringer kan der være ved Det tænkende klasserum?  
Det tænkende klasserum er meget dialogbaseret. Når læreren ikke er med til at styre processen, kan det være en udfordring for de fagligt svage elever. Der er en risiko for, at de fagligt stærke elever kommer til at tage over og styre dialogen. Det betyder, at nogle elever ikke får reflekteret, og matematikken bundfælder sig ikke hos dem i lige så høj grad.  

Derfor er efterbearbejdning helt essentielt. Jeg beder ofte eleverne sætte sig individuelt og skrible deres tanker om processen ned efter gruppearbejdet. Det giver afsæt til en efterrefleksion, som mange elever har behov for at opleve på egen hånd. Fælles gennemgang i klassen er ikke nødvendigvis nøglen til efterrefleksion for alle elever.

Hvordan kan man gøre Det tænkende klasserum mere tilgængeligt for eleverne?
Hvis Det tænkende klasserum bliver en etableret del af undervisningen allerede fra indskolingen, så tror jeg, det vil udmunde sig langt mere gnidningsfrit, når jeg møder dem i 7. klasse. Det vil være mindre ømtåleligt for eleverne at være i tilfældige grupper, fordi det er blevet en naturlig del af deres måde at arbejde på. Jeg tror, det vil reducere den usikkerhed, som mange elever kan opleve omkring deres egen faglighed. Derfor er det klart min opfordring, at man starter Det tænkende klasserum op allerede i indskolingen. Men selvfølgelig justerer til det faglige udgangspunkt, eleverne er på.

Hvad er dit bedste råd til læreren, der vil praktisere Det tænkende klasserum?
Sæt dig ind i de 14 principper i Det tænkende klasserum. Med det sagt, så betyder det ikke, at du skal praktisere alle 14 principper. Det gør jeg ikke selv. For mig handler det om, at du skaber et beredskab for dig selv, inden du kaster dig ud i det.  

Derudover er det vigtigt at give eleverne arbejdsro, så de får den nødvendige tid til at reflektere. Hvis eleverne ikke har tid og ro til at bearbejde det, de arbejder med, kan de måske huske det lige nu og her, men ikke når de skal bruge det fremadrettet.   

Sidst kan det være en fordel, hvis man har forberedt en håndfuld hv-spørgsmål, man kan stille eleverne. Det gør jeg selv. Forbereder lige 3-5 undersøgende spørgsmål. De er gode at have i baglommen. Så er jeg forberedt, når eleverne går i stå. I den undersøgende seance er det lærerens vigtigste opgave at stille spørgsmål.