Gå til hovedindhold

Det nye Matematikfessor åbner matematikken

Mere variation, flere regnestrategier og mere GeoGebra er blot noget af det, man kan opleve i den nye udgave af Matematikfessor. Fessor-figuren har også fået et helt team af matematikmakkere, der skal bringe universet mere i øjenhøjde med eleverne. Vi har taget en snak med redaktionen om tankerne bag det nye Matematikfessor.

mf-artikel-artikelgrafik19.png

Matematikfessor har i en årrække været landets mest brugte træningsportal med et væld af opgaver, videoer og træningsmuligheder – og masser af glade brugere. Men produktet har efterhånden en del år på bagen. Derfor har en opgradering længe været undervejs, og nu er den opdaterede udgave af Matematikfessor endelig gået i luften.

Det fortæller Katrine Bruun Rørvig, der er digital forlagschef hos Alinea, mere om:

“Vi har arbejdet længe og hårdt på at lave et nyt og mere lækkert Matematikfessor. Vi har talt med både lærere og elever, og vi har brugt deres viden og input til at skabe det bedst mulige læremiddel til dem. Vi vil altid gerne forbedre os, og derfor lytter vi til brugerne og udvikler sammen med dem. Det håber jeg, lærerne vil kunne se og mærke, når de bruger det nye Matematikfessor, som løbende bliver mere og mere fuldendt.”

Noget af det, man især vil opleve på det nye Matematikfessor, er et nyt og mere brugervenligt design. Det er blandt andet blevet lettere at søge, filtrere og finde relevant indhold – og så minder det nye design mere om det visuelle udtryk, eleverne er vant til at møde andre steder i dag, forklarer Katrine Bruun Rørvig.

“Før har det været en udfordring, at der har været mange forvirrende veje på siden, men den nye brugergrænseflade er langt nemmere at bruge. Overordnet set er det blevet et langt mere moderne og lækkert digitalt læremiddel, som i højere grad også taler ind i elevernes hverdag,” fortæller hun.

Fokus på at åbne matematikken
Selv om der er sket – og stadig sker – meget nyt, er en stor del af indholdet og nøglefunktionerne fra den gamle platform rykket med over i den nye version af Matematikfessor. Man skal altså ikke være nervøs for at mangle noget, siger Signe Damsbo Anandasubramaniam, der er redaktør på Matematikfessor.

“Vi har taget meget af det med, som vi ved, lærerne er rigtig glade for, og vi har samtidig gjort det lettere tilgængeligt. Brugerne vil opleve, at vi har strømlinet indholdet, niveauet og kvaliteten. Vi har fx lavet nye, lækre videoer – og meget andet,” forklarer Signe Damsbo Anandasubramaniam.

I det oprindelige Matematikfessor var fokus på algoritmer og tricks til opgaveløsning. I det nye er blikket i højere grad vendt mod regnestrategier og undersøgende matematik. Det betyder blandt andet, at der er kommet mere variation, flere interaktive opgaver og mere GeoGebra.

“Vi vil gerne åbne matematikken endnu mere op for eleverne, og derfor har vi bl.a. fået flere undersøgende GeoGebra-ressourcer ind. Der er også kommet flere regnestrategier ind i videoerne, og vi har lavet nye typer af opgaver med flere forskelligartede svarmuligheder. Det hele er meget mere levende for eleverne,” fortæller redaktøren begejstret.

Signe Damsbo Anandasubramaniam håber, at det nye Matematikfessor vil skabe endnu flere muligheder for, at eleverne kan mestre via træning:  

“Jeg håber, at vi i højere grad kan afmystificere matematikken for eleverne. Hvis vi kan hjælpe til, at eleverne tænker ’Jeg kan jo faktisk godt, for jeg forstår det nu!’, så synes jeg, det har været en kæmpe succes. Jeg håber også, at lærerne tænker, at det ser fedt og up to date ud.”

Et nyt Team Fessor
Foruden nyt design og indhold er der også kommet fire nye ansigter på Matematikfessor: Rod, Vink, Kant og Geo. Sammen med Fessor er de det nye Team Fessor, som motiverer og hjælper eleverne med træningen. De nye karakterer bringer universet mere i øjenhøjde med eleverne og deres hverdag.

“Vi har udviklet nogle karakterer til Matematikfessors univers, som eleverne i højere grad kan spejle sig i. Vi har bygget en hel fortælling op omkring dem, så de har forskellige personligheder, udtryk, humør og interesser – også i deres fritid. Geo er den frygtløse eventyrer, Vink spiller basket, Kant er gamer, og Rod elsker at læse. På den måde håber vi, at eleverne genkender sig selv mere i de nye karakterer,” fortæller Katrine Bruun Rørvig.

Selv om Fessor-figuren ikke er forsvundet fra universet, er han alligevel ikke helt den samme, gamle Fessor. Ligesom resten af platformen er han blevet moderniseret, og han og hans nye hold indgår i en ny og mere inkluderende fortælling.  

“Vi har skabt nogle karakterer, man som elev kan identificere sig med uanset køn, hudfarve og udseende. Man behøver ikke være en ældre, hvid mand for at være professor i matematik. Matematik er for alle, og man kan være lige den, man har lyst til. Vi har bevaret Fessor, men i en yngre og lidt mere læreragtig udgave,” fortæller Katrine Bruun Rørvig. 

“Det her er jo det magiske ved digitale læremidler. Vi kan opdatere dem løbende og gøre dem relevante for både lærere og elever. Det er ikke som en trykt bog, vi ikke kan ændre i. Vi har haft mulighed for at gentænke, hvordan det gode træningslæremiddel ser ud i dag, og så gå efter at lave netop det,” afslutter hun.

Fessor hæfter, kampagnebanner
0.-4. klasse | Serie

Fessor hæfter

Træn dine elever talstærke sammen med Matematikfessor. Hæfterne indeholder motiverende opgaver til indskolingseleverne med god variation og gennemtænkt progression.