“Jo større dit sprog er, jo større bliver din verden”

Forfatter Iselin C. Hermann kan godt lide at smage på ord. Det er ikke, fordi hun lægger dem på en tallerken og dissekerer dem med kniv og gaffel. Men man kan alligevel næsten forestille sig, hvordan hun tænksomt lukker øjnene og smager på dem med sin fyldepen. Ordene. Hun kan lide at lade dem fylde, vokse og udvikle sig – måske endda overraske sig selv med en ny smagssammensæning.  

Med et årelangt forfatterskab bag sig synes hun selvfølgelig, nogle ord smager bedre end andre. Nogle smager helt vidunderligt. Andre ord vil hun aldrig tage i sin mund, fordi hun synes, de smager frygteligt.  

”Da jeg var barn, ville jeg gerne være Halfdan Rasmussen, fordi den måde han jonglerede med sproget, var så vidunderligt. De voksne sagde, at det kunne jeg ikke blive, og det syntes jeg var helt åndssvagt. Men hans børnerim er en gave til menneskeheden. Jeg vil også gerne åbne for børnenes sprogglæde. Det kan godt være, at børnene ikke har fornemmelsen af, at ord kan smage godt eller dårligt, men jeg vil gerne henlede deres opmærksomhed på, at sprog ikke bare er bogstaver på et papir, men de har faktisk en fysikalitet,” siger Iselin C. Hermann.  

Sproget forandrer sig og laver nye skud, pointerer hun. Den nysgerrighed, som hun selv har for sproget, vil hun gerne videregive til børnene. Det er især en gave, hvis hun kan give børnene et sprog, som ikke er lige ud af landevejen.  

”Alle mine børnebøger er skrevet ud fra en sætning af Ludwig Wittgenstein, som han har skrevet i Tractatus Logico-Philosphicus. En bog om sprog, som ikke ligefrem er sofahyggelæsning. Men i den skriver han: ’Mit sprogs grænser er min verdens grænser.’ Når jeg skriver til børn, vil jeg gerne skrive i et sprog, der er lidt større end dem selv. Jo større dit sprog er, jo større bliver din verden. Dét er vigtigt for mig som forfatter,” forklarer Iselin C. Hermann.  

Prioritaire for børn 
Iselin C. Hermanns kærlighed for ord har både voksne og børn fået glæde af. Hendes tommelfingerregel er, at hun skifter hver anden gang mellem voksenbøger og børnebøger. Hun kan lide at skrive til både børn og voksne, men børnebøger er alligevel noget særligt. 

”Det at skrive til børn er mere frit. Jeg begynder oppe i venstre hjørne, og så kommer der et eller andet ud. Fortællingerne er altid fabulerende og eventyragtige. Sådan er det aldrig, når jeg skriver romaner for voksne. Det er et meget mere stramt skelet,” fortæller Iselin C. Hermann. 

Det er svært at sige Iselin C. Hermann uden at sige Prioritaire, som er hendes debutroman fra 1998. Bogen, som er henvendt til voksne, var en stor succes og er blevet solgt til udgivelse i 18 lande.  

Romanen er udgivet som en brevudveksling mellem den danske kvinde Delphine Hav og den franske maler Jean Luc Foreur, og det, der begynder som et fanbrev fra hende udvikler sig til en kærlighedskorrespondance. Netop Prioritaire var udgangspunkt for hendes nye udgivelse i Miniværk-serien.  

”Min redaktør Kenneth Jakobsen Bøye spurgte, om jeg ville skrive Prioritaire for børn. Jeg svarede, at det kunne han godt glemme alt om. Men han insisterede på, at jeg skulle prøve. Selvom jeg først tænkte, at det var en frygtelig opgave, så blev jeg stædig og gav den et skud. Det er jeg glad for, og vores samarbejde har været utroligt inspirerende,” fortæller Iselin C. Hermann.  

Den frygtelige opgave resulterede i hendes nye udgivelse Brevet i flasken, som er målrettet 8-10 årige. 

Brevet i flasken 
Den nye udgivelse handler, ligesom i Prioritaire, om en brevudveksling. Otto går på stranden og ønsker, at der vil ske noget spændende. Et øjeblik efter finder han en flaskepost, og dér begynder brevudvekslingen mellem ham og pigen Anna.  

”Historien bunder i en rigtig historie fra min søn Vesle, som engang fandt en flaskepost på stranden. Indeni var et brev fra en pige, som boede i Stege. De begyndte at skrive sammen, og det endte med, at hele familien besøgte pigen og hendes familie i Stege. Historien er simpelthen planket fra det virkelige liv,” siger Iselin C. Hermann.  

Den historie er blevet maggiterningen for Brevet i flasken. At skrive breve. At sende breve. At vente på breve. Og ikke mindst at modtage breve. Som også er det, der gennemsyrer Prioritaire.  

Det er ikke et enkelt sprog. Jeg håber, at børnene vil spørge ’hvad betyder det?’. Jeg vil gerne vække deres nysgerrighed ved at give dem et sprog, som ikke bare er ligeud ad landevejen.

Iselin C. Hermann  

Hovedpersonen i Brevet i flasken, Otto, spørger da også, hvorfor han og Anna ikke bare kan ringe eller sms’e sammen, som jo er meget hurtigere. Men netop ventetiden holder pennevennen Anna og forfatteren, af. Den indbyggede ventetid er samtidig en indbygget spændingsopbygning, påpeger Iselin C. Hermann. Men at skrive breve handler også om at tage sig tid til at finde de rette ord. 

”Det at skrive er et mellemværende med dig selv og sproget. Det er et mærkeligt møde mellem noget abstrakt og de 28 bogstaver, som vi har i alfabetet. Der er en langsomhed i det at putte ord på papiret. Der er en sproglig glæde,” forklarer Iselin C. Hermann.

Den sproglige glæde, som Iselin C. Hermann besidder, håber hun vil smitte af på børnene med Brevet i flasken. Her vender hun tilbage til sætningen: Mit sprogs grænser er min verdens grænse. Sprogglæden sprutter også i Brevet i flasken, og hun fremhæver sætningen ”Min mund er fuld af munterhed” som et eksempel, hvor hun skriver i et lidt større sprog, end det børnene måske allerede har.  

”Det er ikke et enkelt sprog. Jeg håber, at børnene vil spørge ’hvad betyder det?’. Jeg vil gerne vække deres nysgerrighed ved at give dem et sprog, som ikke bare er ligeud ad landevejen,” siger Iselin C. Hermann.  

Magien ved håndskrevne breve 
Den langsomhed, der er ved at skrive breve, er noget, som Iselin C. Hermann især holder af. Det har hun gjort i mange år. For hende har breve en helt særlig magi. 

”Da jeg var ung, skrev jeg fem breve om ugen til venner, kærester og forældre. Jeg er ret sikker på, at det var mig, der holdt det danske postvæsen i gang, for jeg elskede at skrive breve. Jeg skrev breve med en kammerat, der boede i Italien. Det var i 00’erne og e-mailen var opfundet. Så tænkte jeg, at jeg ville sætte mig ned og skrive en e-mail, som var det et brev. Altså med samme volumen. Fra jeg sendte den, gik der 60 sekunder, og så fik jeg en mail tilbage, hvor der stod: ’Tak for din mail, den er jeg glad for’. Det var bare sådan: Bvadr! For det at skrive breve betyder jo også, at man gør sig umage,” fortæller hun.  

Men kan børn sætte sig ind i at skrive breve, når der nu findes sms’er, PB’er og DM’s? 

”Brevet i flasken er en gammeldags fortælling, for nogle af børnene kommer måske aldrig nogensinde til at sende et brev. Der er jo nærmest ingen postkasser tilbage. Da jeg begyndte på bogen, var der stadig en postkasse i mit nærområde. Den er i mellemtiden blevet fjernet. Nu kender jeg kun et sted, hvor der er en postkasse. Det er gået så hurtigt. Men det har ikke den samme fortryllelse og volumen fx at skrive en sms. Jeg håber, at jeg kan inspirere børnene til at tage sig god tid,” siger Iselin C. Hermann.  

Men for hende handler det også om at skrive i hånden. Det handler om at tage sig god tid til egentlig at finde ud af, hvad det er, man vil sige med sin tekst. Og at gøre sig umage – ligesom når hun og hendes italienske ven skrev breve til hinanden i 00’erne. 

Udover at skrive breve i hånden, så skriver Iselin C. Hermann også alle sine bøger i hånden, og Brevet i flasken var ingen undtagelse. 

”Det at skrive i hånden handler om et håndværk. Men det handler også om den langsomhed, der er indbygget. Når jeg skriver i hånden, så kan jeg tænke hurtigere end jeg kan skrive. Men når jeg skriver på computer, så skriver jeg hurtigere, end jeg kan tænke. Jeg håber også, at eleverne vil blive inspireret til at skrive i hånden,” siger Iselin C. Hermann og afslutter med et blink i øjet:  

”Det handler også om personlighed. I dag møder du store voksne mænd, der kører i store flotte biler, og når man så ser deres håndskrift, ligner det et skriv fra en elev i 2. klasse. Man kan ikke tale om en grim håndskrift, men jeg synes, det er misvisende, når direktører for store firmaer skriver deres underskrift, som om de var otte år. Ingen navne nævnt, men så fik de lige den ik’?”