Gå til hovedindhold

Glenn Bech og Nicholas Jungblut skaber deres første børnebog

Forfatter Glenn Bech og illustrator Nicholas Jungblut er aktuelle med deres første billedfortælling, hvor børneverden møder voksenverden. Med tekst og billede griber de fat i, hvad der sker, når børn og voksne oplever livets øjeblikke forskelligt.

content_-_web_-_grafik_-_vi_skal_hjem_nu_-_artikelbanner.jpg
Foto af
Jes Larsen/Territorium

Stemningen driver ned ad siderne i Vi skal hjem nu, skat, som er forfatter Glenn Bech og illustrator Nicholas Jungbluts første billedfortælling til børn. Det trygge og utrygge balancerer side om side, hvor noget tyder på, at ikke alt er, som det skal være.

Familien er på vej hjem efter et besøg hos farmor og farfar, og drengen blunder lykkeligt på bagsædet, tæt på at blive omfavnet af søvnen. Men på forsædet har mor og far en samtale om farmor, som drengen ikke forstår. For hvad betyder det at få en for meget?

”Jeg kan især genkende øjeblikket, hvor man som barn bliver lukket ind i en voksenverden, fordi de ikke lagde mærke til, at man var opmærksom. Der bliver talt om voksenting, som man ikke helt forstår som barn, og det kan godt virke uhyggeligt,” fortæller Nicholas Jungblut.

Glenn Bech og Nicholas Jungblut tager i deres billedfortælling udgangspunkt i den følelse, de selv oplevede som barn, da børneverden mødte voksenverden. En følelse, de sammenligner med den første gang, man er ude at svømme på dybt vand, men med en voksen i hånden, så det ikke føles så farligt, som det ellers ville.

 

Der er ikke så meget tyggegummimonster over den, men det er en stemningsfyldt bog. Jeg tror, det er en bog, som kan tage et emne op – et voksent emne, som også berører børn.

Glenn Bech, forfatter

 

”I manges barndom sker der ofte det, at man er ude med sine forældre, og det er blevet mørkt, og de voksne begynder måske at blive lidt fulde. Det er en lille bitte smule utrygt, men samtidigt trygt. Så skal familien hjem, og vi sidder omme på bagsædet, og det er en mystisk verden, hvor alt er en blanding af genkendeligt og ugenkendeligt eller noget fremmed og hjemmevant. Uhyggen kan være meget fin, hvis man føler sig holdt i hånden,” siger Glenn Bech.

Vi skal hjem nu, skat er en stille fortælling, der udspiller sig under en families køretur hjem fra et besøg hos bedsteforældrene. I fortællingen balancerer mødet mellem børneverden og voksenverden på en knivsæg, hvor den alvorlige stemning spreder sig i mørket i bilen. ”Drengen har en masse børnespørgsmål og børnekonklusioner. Der er ikke så meget tyggegummimonster over den, men det er en stemningsfyldt bog. Jeg tror, det er en bog, som kan tage et emne op – et voksent emne, som også berører børn,” siger Glenn Bech.

Bøger har en afgørende rolle 
Med billede og tekst fortæller Vi skal hjem nu, skat en historie, der lægger op til samtaler om alkohol og svære familierelationer – og ikke mindst, hvad der sker mellem børn og voksne, når de taler forbi hinanden. Nicholas Jungblut sammenligner bogen med et frø, der kan spire til tanker og samtaler om de ting, der kan være svære at snakke om.

Bøger er generelt et vigtigt redskab, når man skal tage hul på svære emner – et argument ud af mange, når det kommer til spørgsmålet om, hvorfor det er vigtigt at børn læser bøger.
”Fiktion er vigtig. Den gør noget vigtigt for os mennesker. Vi lærer at sætte os i andres sted,” siger Nicholas Jungblut. Glenn Bech byder bagefter ind med endnu flere argumenter for, hvorfor det er vigtigt, at børn læser bøger.

”Jeg kommer lige med et politisk indspark her. Unge mennesker mistrives ad Pommern til i dag, og det tror jeg har noget at gøre med, at vi skal være tilgængelige over for hinanden hele tiden på sociale medier. Vi overstimuleres i sådan en grad, at vi nærmest ikke kan sætte os ned og åbne en bog, fordi vores koncentrationsevne er fuldstændig smadret. Hvis der ikke er et endorfin-kick efter 20 sekunder, så begynder vi at kede os. Det er en katastrofe,” siger Glenn Bech. Han tager en dyb indånding og fortsætter: ”Det er jo nærmest en af menneskehedens største udfordringer i øjeblikket. Der er et modsving i øjeblikket, hvor mange gerne vil leve mere analogt. Der tror jeg, at bøger har en afgørende rolle, når det kommer til at få styr på nervesystemet igen. Derudover viser forskning, at bøger stimulerer fantasievner, samarbejdsevner og empati. Det er vitaminer, som vi ikke kan undvære.”

Jes Larsen/Territorium              Jes Larsen/Territorium

At skrive til børn for første gang 
Mange vil nok være enige i, at fiktion og bøger generelt er vigtige i børn og unges liv. Vi skal hjem nu, skat er en fortælling, som lægger op til en diskussion om det ’at drikke for meget’. Men hvordan finder man som forfatter ud af, hvilke emner børn må læse om? Og må børn egentlig læse om alt?

”Hver ting til sin tid, men det er en løbende debat. I gamle dage legede børn med giftigt bly, i dag er legetøjet noget andet. I Sverige rådede de til, at man ikke købte plastikpistoler til Halloween grundet den verserende bandekonflikt. Det kan være meget flydende ift., hvad vi oplever som passende til børn,” siger Glenn Bech.

For Glenn Bech og Nicholas Jungblut spiller bogens redaktør en vigtig rolle i vurderingen af, om et emne er for tungt og sætter sig hos børnene.
”Jeg læner mig altid meget op ad min redaktør. Jeg har ikke børn og omgås heller ikke børn normalt. Jeg tager udgangspunkt i mig selv, og hvad jeg selv kunne udholde. Man har selvfølgelig et ansvar for ikke at skræmme børnene eller tage modet fra dem,” siger Glenn Bech, og Nicholas Jungblut stemmer i.

”Det er meget individuelt, hvad børn reagerer på. Jeg var bange for Disney Sjov, fordi Aladdin gav mig mareridt. Det er vigtigt, at læreren eller forælderen sammen med barnet vurderer, hvad der er godt for barnet at læse,” siger Nicholas Jungblut. De er begge enige om, at det har været en sjov og udfordrende opgave at lave en bog til børn, og de er ikke afvisende for at gøre det igen. ”Jeg tror ikke, at jeg vil kunne finde ud af at skrive til en bestemt gruppe af læsere. Jeg er ret dårlig til fastlåste formater. Jeg tænker mere frit, når jeg har frit spil. Alle de bedste bøger til børn har et lag over til voksne, og det gør mig lidt mere tryg ved genren. Så kan jeg skrive på min måde og bare håbe på, at jeg rammer dem,” siger Glenn Bech.

”Der er mange benspænd, når man skal lave bøger til børn. Du skal være meget ovre i modtageren, og det er sjovt,” afslutter Nicholas Jungblut.

content_-_web_-_grafik_-_vi_skal_hjem_nu_-_bog.jpg
Makværk

Vi skal hjem nu, skat

Glenn Bech har skrevet en billedfortælling om et barndomsøjeblik. En lille familie har besøgt bedsteforældre. Drengen er faldet i søvn. Far bærer ham ud i bilen, hvor mor står og pakker. Den lille familie skal nemlig hjem, og der venter en køretur i natten. Besøget var hyggeligt. Eller måske ikke helt?