- Hvorfor har du skrevet en fagbog til børn om ordblindhed?
"Der er skrevet rigtig mange bøger til voksne om ordblindhed, og voksne vil meget gerne kloge sig på, hvad ordblindhed er. Men da jeg fik idéen til bogen, var der ikke skrevet noget direkte til børn om det her tema. En bog, der taler i øjenhøjde til børnene og forsøger at forklare, hvad ordblindhed egentlig er."
- Men hvorfor er det nødvendigt, at danske børn ved mere om ordblindhed?
"Fordi mange børn ganske enkelt ikke ved, hvad det vil sige at være ordblind. Samtidig synes jeg, der er en masse ting ved ordblindhed, der skal afmystificeres. Hvad er ordblindhed egentlig? er det noget, man kan slippe af med? Er det noget, der definerer, hvem man er som menneske? Jeg har haft en del elever, der blev kede af det, da de fik konstateret ordblindhed. Bogen her skal i høj grad også hjælpe børn og unge. Derfor er den også skrevet i lix 11 og med god plads mellem linjerne, så stort set alle læsere kan være med."
- Hvordan håber du, din bog vil blive brugt i skolerne?
"Jeg håber, at den bliver læst af ordblinde, og at de får følelsen af, at ordblindhed ikke skal definere, hvem de er og det liv, de kan få. Det er blandt andet også derfor, at vi har et afsnit om kendte mennesker, der er ordblinde, og har fået masser af succes. Og så håber jeg også, at de ordblinde elevers klassekammerater vil læse bogen, så vi kan få fjernet det stigma, som ordblindhed stadig kan opleves som."
- Men oplever du stadig, at ordblindhed kan være et stigma – og måske tabu for nogle elever?
"Ja – desværre. Det er ikke noget, jeg har forsket i, men jeg har en klar følelse af, at der blandt andet sidder nogle forældre med en skæv opfattelse af, hvad ordblindhed er, og hvordan man bliver behandlet, hvis man har ordblindhed. Og det kan smitte af på børnene. Både dem, der har ordblindhed, og dem, der ikke har. Faktisk synes jeg også, der er mange voksne, der vil have gavn af at læse min bog, for den forklarer og afmystificerer ordblindhed. De voksne må også gerne læse med."
- Hvordan kan vi sikre, at ordblindhed ikke er noget, der bliver set skævt til?
"Forleden sad jeg med en elev, der var meget ked af, at hun var testet ordblind. Jeg aftalte med hende, at vi ikke skulle sige, at hun ER ordblind – men at hun HAR ordblindhed. Og der er altså en forskel. Præcis som hvis en elev har allergi eller bruger briller. Det betød noget for hende, fordi hun indså, at ordblindhed ikke siger noget om hende som person. Det er bare noget, man har. Følelsen af stigma starter alt for tit inde i den elev, der får konstateret ordblindhed. Derudover kan vi tale åbent om det i klasserne og på den måde aftabuisere ordblindheden. Alle har jo noget, de er usikre på. Vi kan også arbejde op, at alle elever kan bruge læse- og skriveteknologi i et vist omfang. Så sidder de ordblinde elever ikke og føler sig anderledes, fordi de er de eneste med computere."
Rød Fagklub, 4.-7. klasse
Ordblind
Kan man være ord-blind på flere måder? Er hjernen som en computer? Og hvad er en sol-sikke-snor? Du kan også læse om LST og lix-tal. Og om en tysk læge, der fandt ud af noget om ord-blind-hed i 1877. Er du selv ord-blind? Så kan du få gode råd af en kendt komiker, der også er ord-blind.