Praksisfaglighed: læring gennem krop og sanser

Undervisning behøver ikke at være enten teoretisk eller praktisk. Den kan være begge dele. Praksisfaglighed dækker over en undervisningsform, hvor eleverne bl.a. bruger deres krop og erfaringer.  

”Eleverne arbejder praksisfagligt ved at bygge videre på det, de allerede ved, samtidig med at de undersøger nye aspekter," fortæller Julie Borup Jensen, som er professor og leder af forskningsgruppen Collaborative Organizational Learning på Aalborg Universitet.

”For mange lærere har det i mange år handlet om, at eleverne først skal lære teorien, før de kan anvende den i praksis. Men praksisfaglighed handler om at vende rækkefølgen om: Eleverne går i gang først – teorien kommer bagefter," forklarer Julie Borup Jensen. 

Den samme opfattelse har Malis Ravn, som til daglig er lektor på læreruddannelsen på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde og desuden underviser i didaktik (materiel kultur) på DPU, Aarhus Universitet. Hun er i gang med en ph.d.-afhandling om praksisfaglighed og er optaget af den alsidige, kropslige og aktive undervisningsform.

"Praksisfaglighed handler om, at eleverne skal bruge deres hænder, deres kroppe og deres sanser aktivt. Det fæstner sig bedre i hukommelsen, fordi vi oplever det gennem flere sanseindtryk," forklarer Malis Ravn. 

Erfaringer skaber handling og læring 
Praksisfaglighed rummer både elevernes kropslige og sanselige erfaringer fra hverdagen og skabelsen af konkrete handlinger og produkter. Når elever gør noget for at afprøve en idé eller skaber et produkt, er de nødt til at bruge den viden, de har, fortæller professor Julie Borup Jensen og kommer med et eksempel:  

“Hvis eleverne fx designer en lejlighed til en bestemt målgruppe, enten digitalt eller i en model af træ, pap osv., så bliver det en undersøgende proces, hvor de kombinerer deres egne erfaringer med indlevelse i målgruppen. For at skabe lejligheden bruger de eksempelvis matematik til at beregne areal og vinkler, dansk til at sælge lejligheden gennem målrettet kommunikation og fysik til at gøre lejligheden beboelig,” siger Julie Borup Jensen og tilføjer, at den praksisfaglige undervisning lykkes, når eleverne først bagefter opdager, at de har brugt de relevante fag. 

Ud fra deres forskning konkluderer Julie Borup Jensen og Malis Ravn, at praksisfaglighed ikke kun er et spørgsmål om at forbinde fagene med den virkelige verden, men også om at integrere bevægelse, håndværk, taktile oplevelser og direkte interaktion med materialer. De fortæller, at praksisfaglighed ikke blot styrker elevernes faglige udbytte, men også deres trivsel og evne til at samarbejde.  

En ny læringsform 
Det var først i 2018, at praksisfaglighed blev introduceret som begreb i skolen. Den praksisfaglige undervisning skulle oprindeligt styrke de praktisk-musiske fag i udskolingen, og det politiske mål var at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse i stedet for en gymnasial videreuddannelse. Malis Ravn mener, at formålet også var præget af ønsket om at gøre skolen mere praktisk og dermed øge elevernes motivation.  

Før 2018 talte man om praksisnær eller praksisorienteret undervisning, men med det nye begreb blev elevernes erfaringer tydeligt koblet med fagligheden, forklarer Julie Borup Jensen:  

"Begrebet praksisfaglighed favnede den helhed, vi søgte. I dag har lærerne fået en forståelse for praksisfaglighed, når de arbejder med virkelighedsnære projekter og produktudvikling i undervisningen.”  

Praksisfaglighed kræver rum og tid på skolen 
Helt konkrete og forståelsesmæssige faktorer er afgørende for, at den praksisfaglige undervisning kan gennemføres fuldt ud. Fx at klasselokalerne indrettes til praktiske aktiviteter og ikke primært til stillesiddende undervisning, sådan som det er nu. De to eksperter er enige om, at der er for mange borde og stole og for få værksteder. Og så er der, ifølge professor Julie Borup Jensen, også en anden udfordring – nemlig materialer:  

”Bøger er nemme at bruge, fordi man ved, hvad de skal bruges til. Men hvad med materialer som muslingeskaller, blade og snor? Hvordan integrerer vi dem i undervisningen?” 

Lærernes tid og kompetencer kan være en anden barriere. Mange lærere har kendskab til praksisfaglighed, men det kræver tid at eksperimentere med nye metoder. Julie Borup Jensen fortæller om en lærer, hun har mødt, der pludselig så lyset i praksisfaglig undervisning: 

”Læreren udbrød: ’Nu kan jeg pludselig se, hvorfor jeg blev lærer.’ Lærerne skal måske bare genopdage deres kompetencer og føle, at de har lov til at eksperimentere. Desværre er forberedelsestiden knap, og der findes ikke en klar praksisfaglig undervisningsmodel, man bare kan tage ned at bruge. Det kræver didaktisk fantasi", slår Julie Borup Jensen fast. 

Begrebet om praksisfaglighed har været et wakeupcall for mange lærere, der ikke før har tænkt så meget på elevernes kropslige erfaringer.  

”Det er afgørende at tage udgangspunkt i, hvor eleverne kommer fra, og hvilke erfaringer de allerede har. Når vi åbner stoffet op på den måde, bliver undervisningen mere meningsfuld for eleverne," siger Julie Borup Jensen. 

Udfordringer i skolesystemet
Selvom praksisfaglighed har vist sig effektiv, er der stadig strukturelle udfordringer, som skolerne kæmper med.  

"Hvis praksisfaglighed var mere udbredt, ville vi se færre elever, der oplever skolen som for boglig. Men vi ser desværre også, at jo flere børn med særlige behov der er i en klasse, desto mindre praksisfaglig undervisning tilbydes der." Strukturen i skolen passer simpelthen ikke altid til børnenes behov, lyder vurderingen fra Julie Borup Jensen. 

Malis Ravn supplerer: "Vi ser tydeligt, at de elever, der har svært ved at engagere sig i traditionel undervisning, ofte får en ny gnist, når de kan arbejde med konkrete, virkelighedsnære opgaver. De oplever en sammenhæng mellem det, de lærer, og deres egen hverdag." 

I mange af fagene er der desuden eksamenskrav og testning, og det kan også begrænse den praksisfaglige undervisning: "Lærerne bliver målt på, hvordan eleverne klarer sig til afgangseksamen. Mange tænker: 'Hvis jeg gennemgår alle de faglige områder, så har jeg gjort min del og ved, at eleverne er blevet præsenteret for det'. Men det, at man har undervist i noget, betyder ikke nødvendigvis, at eleverne har lært det,” vurderer Julie Borup Jensen. 

Samfundets fokus på mål og test betyder, at praksisfaglig undervisning ikke altid bliver prioriteret, fordi det ikke passer ind i en snorlige læringsplan eller ligner det, vi traditionelt forstår som undervisning. Julie Borup Jensen peger derfor på: ”Vi skal spørge os selv: Hvad er det egentlig, vi ønsker? Hvis målet er erkendelse og dybere forståelse, så giver praksisfaglighed rigtig god mening."  

Små skridt mod praksisfaglighed 
Der findes ikke én måde at implementere praksisfaglighed på. Det handler ifølge Malis Ravn ikke om at revolutionere hele undervisningen, men om at tænke i nye baner og inddrage virkeligheden. Malis Ravn foreslår små ændringer: “Inddrag kroppen og sanserne i næste undervisningsforløb. Tag ud af klasselokalet, og brug ‘virkelige’ problemstillinger fra lokalsamfundet i undervisningen.” 

Med små skridt mener Malis Ravn, at skolen kan blive gearet til at udfordre de traditionelle skel mellem teoretisk og praktisk undervisning. Også Julie Borup Jensen sætter sin lid til fagfornyelsen, så der bliver mere fokus på praktisk orienteret undervisning. Når lærerne får de rette betingelser for at inddrage praksisfaglighed i deres undervisning, er skolen ifølge de to fageksperter et sted, hvor flere elever føler sig set, forstået og motiverede til at lære.